ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Et fristed

Særligt for større søskende betyder fritidsaktiviteter og venner meget. De kan fungere som fristeder, hvor deres søskende med handicap eller sygdom ikke kommer. Samtidig skal der være en god balance så handicappet eller sygdommen ikke bliver et stort tabu som ingen andre hører om.

Vibe Neidhardt fra Center for Autisme fortæller:

For nogle større søskende kan deres fritidsaktiviteter være et nødvendigt fristed, hvor det kan være rart, at der ikke snakkes om problemer forbundet med situationen hjemme. Selvom man som forældre kan synes, det er vigtigt, at man også tager søster eller bror med til arrangementer m.v., så tror jeg det er vigtigt, at man respekterer hvis barnet siger nej. Vi ved jo at generelt, at for unge betyder den ydre verden meget og at det også er vigtigt at være en del af denne verden. Man skal nødigt ødelægge det, så den unge trækker sig. Så jeg tror ikke, der er noget enkelt svar. Præpuberteten eller teenageårene er en rigtig svær alder, uanset om man har en søskende, der er handicappet eller ej. Så for nogen vil det måske være sådan, at det ikke er noget man nødvendigvis taler om ovre i skolen. Det er vigtigt, at man som forældre ikke presser på, men vurderer situationen ud fra hvor sårbar den er. Det bedste er naturligvis, at lade den unge være med til at bestemme hvornår og hvordan det evt. skal ske.

Det er selvfølgelig også vigtigt, at se på om den unge har andre venner at dele sin situation med, for ellers kan man risikere at det kan vokse til ”en stor hemmelighed”, som man går rundt og bær på alene. At den unge kommer til at leve i to verdener. En hjemme og en derude. Så er den unge venneløs – ja, så bør alarmklokkerne selvfølgelig lyde.