ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Forskellige verdener mødes

Mange børn, som har søskende med handicap, fysisk eller psykisk sygdom, er bange for at blive mobbet i skolen. Derfor skal man som forælder og fagperson være opmærksom på at få barnets verdener til at mødes, uden at overskride barnets egne grænser.

Nina Bøg Jeppesen, psykolog i Hørsholm Kommune fortæller:

Nogle børn oplever samtidigt at gå i samme skole som deres søskende med handicap, f.eks. hvis går i en specialklasse på skolen. Så kan der nemt opstå et problem, for hvordan skal man forholde sig? Skal man hele tiden gå og passe på eller forsvare sine søskende – eller skal man lade, som om de slet ikke går der – det kan være en svær problemstilling. Det er nødvendigvis ikke sådan, men jeg har oplevet, at nogle børn har været i en situation, hvor det bedste var, at de skiftede skole.

Omkring angsten for at blive mobbet, mener jeg, at det et vigtigt, at forældrene tør tage spørgsmålet direkte op og spørge ind til, om barnet føler sig bange for at blive mobbet på grund af sin søster eller bror. Så man kan få en snak om, hvad det er, man er bange for, hvad er det værste, som kunne ske, en mulig vej til at få afdramatiseret tingene. Men det er samtidigt vigtigt, at man har øje for, hvornår man træder over ens barns egne grænser. Tager barnets verden alvorlig og i sin iver for at hjælpe ikke kommer til at gøre dem en bjørnetjeneste? Det kan være nemt som voksen at komme med løsningsmodeller, men det er jo ikke sikkert, at barnet tør føre disse ud i livet. Så det er vigtigt også at gøre lærerne opmærksomme på, at barnet går rundt og er bange for at blive mobbet og sørge for, at de er ekstra opmærksomme på det. Som forældre må man prøve på at få barnets forskellige verdener til at mødes på en værdig måde, så man ikke overtrumfer for meget, men alligevel går ind og puffer lidt, så barnet får mulighed for at se, at tingene måske ikke er så farlige, som de går og tror.