ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

At dele sin sorg

Mange børn, som har søskende med handicap, fysisk eller psykisk sygdom taler sjældent om deres sorg – måske fordi de er bange for at gøre deres forældre kede af det.

Men ifølge Familieterapeuten Gunnar Eide er det vigtigt at dele sorgen med hinanden i familien. Han fortæller:

Sorg er jo et vigtigt tema i mange familier. Jeg har tit talt med forældre om sorgen over det barn, de forventede at få men ikke fik. Men hvad så med søskende? Har de gået det samme igennem? Jeg tror, det er vigtigt at være opmærksom på, at det kan de udmærket have gjort. Der var engang en lille  pige, som  tegnede en lille tegning til mig, efter jeg havde spurgt hende: ”Hvordan er det at være dig?”. På tegningen sad hun med hænderne foran ansigtet. Jeg spurgte:

“Hvad hvis man nu tog hænderne væk, hvad ville jeg så se?”
“Du vil se, at jeg er ked af det”, sagde hun.
”Hvorfor?”
“Jo, fordi jeg ked af det med min lillebror.”

Hun havde aldrig fået talt om sin sorg over at lillebror ikke var, hvad hun havde forventet, ønsket og længtes efter. Hun havde glædet sig til en lillebror, hun kunne lege med, trille bold med, gå ud med – og så kunne han ingen af de ting. Det var vigtigt for hende at tale om. Jeg spurgte, hvorfor hun aldrig havde sagt det til mor og far. Det ville hun ikke, for hun synes, de havde nok at se til, hun ville ikke gøre dem kede af det. Senere delte vi så den lille historie med hendes mor og far – og det blev et rørende møde. Der var ingen tvivl om, at de havde brug for at kunne dele sorgen med hinanden. Og vise hinanden, at de sammen kunne rumme at være i den. For pigen var det vigtigt at få sin sorg bekræftet, så kunne hun gå videre og begynde at se på sit liv med friske øjne, deraf de muligheder for sjov hun kunne have med den bror, hun fik.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at man snakker med søskende både i familien og i grupper sammen med andre børn. Jeg tror til gengæld, at man skal passe på med at generalisere, at det bare er sådan og sådan at være søskende. For nogle vil det være sådan, at man sørger, mens andre ikke er optaget af det. For nogle børn er der knyttet vrede til det, for andre ikke. For nogle glæde osv. Altså man må normalisere alle følelsesmæssige udtryk og samtidig være bevidst om, at alle følelser kan findes og at de kan komme frem i selv uventede situationer.