ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

De nye følelser

Nina Bøg Jeppesen, psykolog i Hørsholm Kommune, oplever at søskende i teenageårene ofte er præget af følelser som skam og skyld.

Ifølge hende, er det en god idé at børn og unge har andre fortrolige voksne end deres forældre. Teenagere der har søskende med handicap, fysisk eller psykisk sygdom kan  – som alle andre teenagere – have svært ved at tale med deres forældre.

Hun fortæller:

Når børn kommer i teenagealderen, så forandres deres tankegang omkring sig selv og om omverdenen, og også den baggrund de er vokset op med. Hvis forældrene har været åbne og taget konflikter og problemer op hen ad vejen, så tror jeg, at de fleste teenagere vil udvikle en egen selvstændig forståelse af familiens situation. Men jeg oplever også, at nogle i denne alder pludselig begynder at lukke af. De kan f.eks. reagere ved at fravælge at tage kammerater med hjem.

Det kan være en rigtig svær situation for forældrene. En fornyet smerte ved igen at opleve, at det handicap deres barn har, fylder så frygtelig meget. Samtidigt er forældrene måske ikke de, som børnene føler, er de nærmeste at tale med det om. Børn og unge vil jo ikke såre deres forældre, hvilket de kan føle de gør, hvis de taler nedsættende om deres bror eller søster. I sådan situation kan søskendegrupper eller et søskendenetværk være en rigtig god idé, eller hvis barnet har andre fortrolige voksne end deres forældre.

Den unges tanker kan rumme mange modsatrettede følelser som f.eks. spørgsmålet om, hvad der skal ske den dag, hvor far og mor går væk, hvem skal så passe den ramte søskende? Er det mig? Kan jeg det, vil jeg det? Kan jeg lade være? Spørgsmål og tanker som kan være rigtigt svære at gå rundt med, hvis man ikke får talt ud.

Det handler jo om skam og skyld. Hvor skammen meget går ind på hele ens væren, og hvor skylden kommer frem i det, man gør. Det kan så melde sig som en flugt fra egne tanker og ved man i et forsvar holder sine verdener adskilte. Det er tveægget sværd. Og hvis man ikke får bugt med disse tanker og følelser, så kommer det til at bo indeni en.