ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Vrede er ikke aggressivitet

Ifølge Psykolog Nina Bøg Jeppesen skal vreden accepteres og forstås, så den ikke bliver til skyldfølelse og aggressivitet. Hun fortæller:

Jeg tror, at en del søskende kan have megen vrede, fordi de føler sig forfordelt. At de føler, at de ikke får den opmærksomhed, som deres bror eller søster får. Og det kan godt være, at forældrene kæmper med at give dem den opmærksomhed, men det kan næsten aldrig blive ligeså stor opmærksomhed, som man bliver nødt til at give barnet med handicap. Det kræver jo ekstra pasning som forudsætning. Så det er tit, at søskende berettiget kan føle sig forfordelt, og det kan jo give en vrede. Også mod den ramte bror eller søster, for hvis nu han/hun ikke havde været der – men sådan ”må” man jo ikke tænke. Og så kommer skylden, hvilket igen kan skubbe på en indestængt vrede.

Som fagperson kan man gå ind i situationen ved at hjælpe med at tolke og sætte ord på, ved f.eks. at sige, at jeg har hørt om andre, der havde en søster/bror som dig og som følte og tænkte sådan og sådan. Så børnene får mulighed for at spejle sig og mærke efter, om de har lyst til at tale om deres problemer.

Det er vigtig at huske på, at vrede er en naturlig følelse. Derfor bør man lære at acceptere den vrede, som ens barn kan have, for der er forskel på vrede og aggressivitet.  Hvis man får lov til at tale om sin vrede, eller opleve at det er legitimt at være vred, så behøver det ikke at udvikle sig. Så det er vigtigt, at man som forældre tør tage det op, når vreden melder sig. Og at man kan møde vreden så neutralt som muligt. For vrede har det jo med at smitte, og det gavner ikke noget, hvis den voksne reagerer med selv at blive vred eller såret.  Derfor må man overfor barnet både turde spørge, forstå og samtidigt kunne sige, at man også selv kan have det sådan – hvis det er tilfældet. Man må lade følelsen få lov at bo i huset. Det må ikke være forbudt at være vred, for så nærer man den blot og vreden dukker op i andre sammenhænge. For selvfølgelig bliver man vred, fordi det er så opslidende.

Hvis vreden ikke kommer ud, så kan man på sigt blive hæmmet i sin kontakt til omverdenen, fordi man hele tiden skal lægge bånd på sig selv. Vreden har det med at ville ud – og så kan den dukke op på tidspunkter og steder, der måske ikke er så hensigtsmæssigt. Vrede skal man ikke bære rundt med for længe.