ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

De udsatte søskende

Søskende til børn med handicap eller sygdom er på mange måder udsatte.

I filmklippet kan du høre Pia fortælle, hvordan hendes datter Maria – set i bakspejlet – har vist tegn på at hun havde brug for hjælp.

Hvad siger andre forældre om de udsatte søskende?

Le, mor til Amanda og Josefine. Amanda har en spastisk lidelse:

Jeg tror, at Josefine ser sig selv som lillesøster, men inderst inde har hun en storesøster identitet, fordi hun er utrolig beskyttende overfor Amanda, vil utroligt gerne hjælpe, så det er sådan et underligt miks. Og hun har faktisk selv efterlyst, at det ville have været dejligt at have en rigtigt storesøster, en som man i virkeligheden kunne se op til, som man kan hænge efter, som man gør, når man har en storesøster i teenager alderen. Ind imellem tror jeg, hun er både rigtig ked af det og vred over, hvorfor pokker det skal være sådan her. Det er noget, der ligger latent og som kan blusse op nu og da.

Claus, far til Julie og Thomas. Julie har en svær hjerneskade:

Omkring ulykken stillede Thomas næsten ingen spørgsmål. Det er lidt uhyggeligt at tænke tilbage på. Han var bare flink, og gjorde hvad man sagde. Den mad som han før plejede at brokke sig over, spiste han uden at kny. Når man spurgte, hvordan han havde det, så sagde han blot ”fint”. Før havde han altid været fuld af skæg og ballade, men efter ulykken blev han mere stille og gjorde alt, hvad man bad om. Det var jo rart, men det dækkede blot over, at han var meget påvirket af situationen.

Dorte, mor til Simon og Victor. Simon har en hjertefejl og en kromosomfejl:

Han havde på et tidspunkt en periode, hvor han var meget indelukket. Han var meget svær at komme i kontakt med og jeg tror, at det meget skyldtes, at han ikke rigtigt havde nogen at læsse af på. Jeg har altid forsøgt at tale med Victor om hans følelser, men det er ligesom om han glider af og tænker: ”Mor har nok at kæmpe med, hun skal ikke også bekymre sig over mig”.

Pia, mor til Maria og Thomas. Thomas er udviklingshæmmet:

Jeg tror, at Maria har vist, at hun havde brug for at snakke, men signalerne har i perioder været så svage, at vi overså dem. Hun var den der ansvarlige og meget dygtige pige. I andre sammenhænge kunne hun pludselig reagere meget voldsomt. Jeg tror det var et tegn på, at hun havde brug for at snakke, både med os – men også med nogen, hvor der ikke var følelser i klemme. Jeg tror, hun i for høj grad har taget hensyn til, at både vi og bedsteforældrene havde mange følelser i klemme. Hendes store omsorgsgen burde jeg nok have set mere kritisk på. Jeg tror desværre også, at hun har haft et indtryk – til tider berettiget – af, at der ikke altid var ressourcer til at forholde sig til hende. Og hun er ikke den, der råber op.

Lene, mor til Caroline og Rasmus. Rasmus er multihandicappet og har en hjerneskade:

Spørger man Caroline om, hvordan det er at være søster til en handicappet bror, så synes hun det er svært. Jeg tror, at det er fordi Rasmus kræver megen opmærksomhed og det tit er hende, som må vente. Jeg tror, at det er sådan, at hun ser det er svært. At de voksne altid lige skal ordne det ene eller det andet omkring Rasmus. Så når han ikke er her, så nyder hun at være alene og have sin mors opmærksomhed.