ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Hvordan samtale?

Mange forældre oplever at åbenhed omkring det der er svært, kan være en hjælp i sig selv. 

I filmen fortæller Le, hvordan hun er opmærksom på at tale med sin datter Josefine om søsterens handicap, uden at problematisere handicappet for meget.

Dialogen og samtalen er ikke altid let at tage hul på. Det har flere forældre oplevet.

Lene, mor til Rasmus og Caroline. Rasmus er multihandicappet og har en hjerneskade: 

Jeg tror, at der vil komme nogle følelser, som hun vil udtrykke, når hun bliver ældre. Og jo mere åben man kan være som forældre, og jo mere naturligt man kan snakke med sine børn om det, jo bedre må det være.

Pia, mor til Thomas og Maria. Thomas er udviklingshæmmet:

Jeg havde en fornemmelse helt fra fødslen af, at Thomas var anderledes, mens Jan var længere tid om at erkende det. Faktisk tror jeg, at det generelt er sådan, at mænd er længere tid om at nå frem til erkendelsen og dermed også at handle. Så jeg har været lidt alene om at tage samtalerne med Maria. Og hun har reageret meget stærkt, de gange jeg har gjort det. Blev vred når jeg sagde, at han ikke var normal og dermed ikke ville blive rask. Vred, men samtidig også ked af det. Det har ikke været nemt at trænge ind til hende. Selvom hun jo godt har kendt sandheden, så har det været for svært at forholde sig til. Det har gjort for ondt.

Claus, far til Julie og Thomas. Julie har en hjerneskade:

Jeg tror, at Thomas tager meget hensyn. Han vil ikke bekymre os med hans tanker. Vi ville jo gerne, at han tog lidt mindre hensyn og fortalte mere om sine tanker og bekymringer. Men når jeg selv husker tilbage, hvordan det er at være 16, ja så ved jeg jo godt, at det er meget almindeligt. Det er frustrerende som forældre, for man vil jo gerne gøre det så godt som muligt. Men man kan jo kun reagere på det, man får at vide. Vi prøver at skabe rum for bare at være sammen, men drenge på 16 gider ikke deres forældre så meget, de vil ud. På den måde er det jo normalt, problemet er blot, at vores families situation ikke er normal.

Le, mor til Amanda og Josefine. Amanda har en spastisk lidelse:

Jeg har gjort mig rigtig mange tanker om, hvordan kan man tale om tingene uden at snakke tingene ihjel. Hvordan finder man et fornuftigt niveau, hvor det er legalt at sige, hvordan man har det? Også de følelser som man kan sige er ”forbudte” – jeg hader min søster eller jeg er vred. Alt det som man kan lægge i negativkassen skal også være i orden at sige. Selvfølgelig helst ikke i hovedet på Amanda, men hun skal altid føle, at hun kan komme til os voksne.  Det er vigtigt for mig at undgå, at det sætter sig, at det bliver en byld, som vokser indeni og på et eller andet tidspunkt revner. Så jeg har tænkt meget over, at hvis vi ikke ligesom for talt om det her, så kunne det sætte sig som vrede og aggression, eller andet som er rigtigt skidt at have med sig ud i tilværelsen. At tale om tingene med andre gør at problemer bliver mere luftige, fordi de er sagt og ikke så bastante og væmmelige. Da hun var yngre og var trist i en periode og hvor jeg oplevede, at hun var meget på sidelinjen i vort liv, lavede vi en aftale om, at hvis hun blev ked af det, så skulle hun fortælle os det. Og hvis det var svært at sige, så var der altid mulighed for at sidde på skødet og blive holdt om. Og det kunne hun bruge, at man nødvendigvis ikke behøvede at forklare sig.