ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Pinligt …

Mange børn synes at deres søskende med handicap eller sygdom opfører sig pinligt. Derfor har de ikke lyst til at have deres søskende med til klassefester eller andre arrangementer med deres venner. Det kan være svært at acceptere som forældre.

I filmen fortæller Claus hvor ondt det gør, når hans søn Thomas ikke vil til klassefest, hvis tvillingesøsteren Julie også skal med.

Claus er ikke den eneste forælder, der er ked af at hans søn bliver pinligt berørt over sin søster.

Dorte, mor til Simon og Victor. Simon har en hjertefejl og en kromosomfejl:

Engang imellem kan han godt fortælle, at han synes, at det ene eller andet er pinligt. Da han var mindre, var han faktisk tit meget flov over at have en lillebror med handicap. Især når nogen havde sagt: ”… er det ikke dig med den lillebror, der taler sådaaan underligt”. Jeg synes ikke det er rart for mig som forælder, når min søn bliver pinlig berørt på den måde, når jeg så samtidig har en formodning om, at han måske bliver drillet i morgen, hvis han har haft en kammerat med hjemme, fordi at kammeraten lige skal sige et eller andet – det var dog en værre lillebror han har, det er ikke rart for mig, for jeg ved, at det rammer Victor rigtig, rigtig hårdt og han bliver rigtig ked af det og igen meget pinlig berørt.

Claus, far til Julie og Thomas. Julie har en hjerneskade:

Det kom sådan drypvist, at Thomas fandt Julie for pinlig. Dette til trods for at han havde været sammen med andre søskende, der stod i samme situation. Men problemet kom med alderen. Vi prøvede jo at tage Julie med til sammenkomster i Thomas klasse. Og i de mindste klasser accepterede Thomas det. Men da han kom i de større klasser, ville han ikke med, hvis Julia også skulle med. At have en søster der var så mærkelig, det ville han ikke vise frem. Det er en svær situation, det er meget svært. Og det gør ondt i hjertet, at man har nogle børn, som man elsker over alt på jorden, og så at broderen ikke vil kendes ved sin søster, fordi hun savler eller opfører sig anderledes. Det gør så ondt. Man kan godt forstå det med sit hoved, at det kan virke for pinligt, men acceptere det med hjertet, det kan man ikke. Man bliver nødt til at føje og gå til klassefesten. Hvad skal man ellers gøre?

Lene, mor til Rasmus og Caroline. Rasmus er multihandicappet og har en hjerneskade:

Caroline har naturligvis som alle andre søskende brug for at være alene, at lukke døren til sit værelse. Det er vigtigt, at der i vores fælles hverdag er plads til det. Og at jeg også har overskud til at give hende både luft og rum. At tage til familiefest er ikke det samme for Caroline, når han er med. Han fylder jo, om man vil det eller ej.  Så det er altid en afvejning. Hvad er bedst for familien i den store sammenhæng og hvad er bedst for Rasmus. Er det Rasmus’ behov eller er det mit behov og hvad er så Carolines behov? Det er hele tiden en afvejning hver dag.