ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Søskendegrupper

Flere kommuner, regioner, bruger- og pårørendeorganisationer arrangerer gruppeforløb eller kurser for søskende til børn med handicap, fysisk eller psykisk sygdom.

I filmen fortæller Lene at en søskendegruppe vil kunne fungere som et frirum for hendes datter Caroline når hun bliver lidt ældre. Caroline er i dag 8 år.

Også andre forældre gør sig overvejelser omkring søskendegrupper – og i det hele taget at give børnene mulighed for at tale med nogen om de tanker og følelser der opstår når man har en bror eller søster med handicap eller sygdom.

Claus, far til Julie og Thomas. Julie har en hjerneskade:

Der er jo ting man ikke taler med sin mor og far om. Og omvendt kan det være svært for ham at tale med kammeraterne ovre i skolen. De ved jo ikke, hvad det handler om. Så selvom vi kan tale om mange ting, så ved jeg, at Thomas har været glad for at tale med andre søskende i den søskendegruppe han har gået i. Jeg tror, at han i søskende gruppen både har set, oplevet og fået talt om nogle af de ting, som har optaget ham. Men omvendt tror jeg ikke, at han har talt med sine kammerater om det her. Men han har fået luft i søskendegruppen og de forskellige psykologer, vi har fået støtte fra. Og selvom vi har problemer i dag, er der ingen tvivl om, at det har haft en stor og uvurderlig betydning.

Lene, mor til Rasmus og Caroline. Rasmus er multihandicappet og har en hjerneskade:

Jeg tror, at der vil komme nogle følelser, som hun vil udtrykke, når hun bliver ældre. Og jo mere åben man kan være som forældre, og jo mere naturligt man kan snakke med sine børn om det, jo bedre må det være. Men jeg tror også, at hun på et tidspunkt vil have brug for at tale med andre end mig. Børn er jo loyale over for deres forældre. Jeg tror, at der er mange ting, hun ikke vil sige eller vise mig, som f.eks. at hun til tider ville ønske, at han ikke var født eller var handicappet. Der tror jeg hun vil lægge låg på. Så en søskendegruppe vil helt sikkert være super godt, når hun bliver lidt ældre.

Pia, mor til Thomas og Maria. Thomas er udviklingshæmmet:

Maria har aldrig gået i søskendegruppe, det var ikke opfundet, der hvor vi kommer fra, men på et tidspunkt forlangte jeg, at hun gik til psykolog, fordi jeg indså, at hun havde brug for det.. Det lyder lidt hårdt at sige forlange, men det sagde jeg, at det skulle hun. Men hvis du efter første gang ikke synes, at det overhovedet kan bruges til noget, så kan du slippe. Og hun gik der, indtil hun ikke kunne bruge det mere. Jeg mener at det er vigtigt, at jeg tog ansvaret for beslutningen, hvilket hun jo aldrig selv ville kunne tage stilling til, før hun havde erfaret, hvad det var.