ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Venner på besøg

Mange søskende til børn med handicap eller sygdom har ikke lyst til at tage venner med hjem. Det kan være svært at håndtere som forældre.

I filmklippet fortæller Dorte, at hendes søn Victor sjældent har venner på besøg.

Forældre oplever at deres raske børn ikke har lyst til at dele deres familiesituation med vennerne

Dorte, mor til Simon 12 og Victor. Simon er født med en hjertefejl og en kromosomfejl:

Drenge fortæller jo ikke andre om familien derhjemme. Og hvis nogen spurgte Victor, så tror jeg, at Victor meget hurtigt ville glide af på den. Han inviterer heller ikke nogen med hjem. Der kommer en dreng, som nogle gange bytter kort med Victor, men det er en dreng, som også er speciel og har gået i Simons specialskole – men det er stort set også den eneste, jeg har set herhjemme. Victor har faktisk prøvet at have klassekammerater med hjem og hvor så Simon har været helt overbevist om, at de nok kom for at lege med ham. Så han har hevet og flået i dem, for at de skulle se det ene eller det andet eller komme ind på hans værelse. Jeg har prøvet at forklare Simon, at det var Viktors venner eller har taget ham med ind i stuen, men det har ikke rigtig virket på Simon, der er en brist dér, han er helt sikker på, at dem som kommer ind i huset, at de kommer for hans skyld.

Claus, far til Julie og Thomas. Julie har en hjerneskade:

Det er en meget stor udfordring, når Thomas skal, eller skulle have venner med hjem. Thomas har kun taget nogle få nære venner med hjem. Venner, som har vidst hvem Julie var, allerede fra børnehaveklassen. Der kommer ikke nye venner med hjem. Han tager ud til dem, sådan er det og det er ærgerligt. Vi ville gerne se Thomas’ venner, men de kommer ikke bare på besøg. Han inviterer ikke nogen med hjem, for så er der risiko for, at de møder Julie. Han vil ikke lade Julie ses sammen med ham. Vi kan tage til familie fester sammen, men Thomas’ venner bliver ikke en del af det her – sådan er det for tiden.