ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Fortæl om egne dilemmaer og følelser

Familieterapeuten Gunnar Eide råder til at man som forælder fortæller sine børn om sine egne dilemmaer og følelser. Det skaber åbenhed og dialog. Han fortæller:

Jeg kender en far som blev mere og mere optaget af, at det virkede som om hans 16-årige dreng lukkede sig mere og mere inde i sig selv. At han isolerede sig, fordi han havde det svært med at tale om sine problemer. Faren prøvede at foreslå ham, at han fik en professionel støtte. Han spurgte, om han ikke ville tale med en psykolog eller andre, der kunne støtte – men drengen afviste alt. Faderen vidste ikke, hvad han skulle gøre og blev selv mere og mere påvirket af sønnens adfærd. På et tidspunkt går de en tur sammen, hvor faderen vælger at sige til sønnen: ”Der er noget, jeg gerne vil have du skal høre, noget jeg bare vil fortælle dig, inden vi når iskiosken. Du behøver ikke at svare, jeg har bare brug for at du lytter lidt”. Faderen fortalte nu om sit dilemma. At han gik og gjorde sig bekymringer om, hvordan mon sønnen havde det. At han var bange for, at sønnen havde været udsat for en for stor belastning i familien. At han følte, at han ikke havde fået talt nok med ham undervejs i opvæksten, og: ” … nu når du sidder der hjemme mere og mere for dig selv, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det”.  De gik lidt sammen i tavshed. Til sidst tog drengen faderens hånd og sagde: ”Slap af, det ordner sig”.  De talte ikke videre i den situation, men nu var der skabt en lille åbning ind til noget, som for dem begge rummer mange komplekse følelser og tanker. En lille åbning som gav basis for, stille og roligt, at gå videre.

Problemet kan være, at vi, som voksne, så gerne vil give vores børn klare svar og løsninger. Vores håb er, at de på den måde kan gå så problemfrit som muligt gennem tilværelsen. Men livet er jo ikke sådan, det er fyldt af dilemmaer og ting vi skal finde ud af. Det er derfor på mange måder klogt, at delagtiggøre børnene i mange af vores egne dilemmaer og udfordringer. Selvfølgelig udfra børnenes alder og modenhed. For hvis vi gør det, så vokser  både vi og vores børn, fordi det giver grobund for livs indsigt, samtidigt med at vi skaber åbenhed og dialog. Det kan give en samtale som både udfordrer vores egne og vores børns evner til refleksion og dermed også til selvrefleksion – hvordan er det at være mig og hvordan er det at være os. Man skal blot huske på, ikke at presse men i stedet signalere, at muligheden for at betro sig altid er tilstede. Og viser man selv, at det er muligt at tale om ting, man ikke lige har svar på, ja så er det nemmere for den unge at følge op.

Det er naturligvis vigtigt, at man som voksne selv har kontakt til andre forældre eller andre vigtige personer, hvor man kan få sat ord på, hvordan man har det. Jeg tror ikke, at alt skal tømmes ud over børnene. Men samtidigt mærker børnene jo lynhurtigt, at mor er træt, frustreret, stresset … at far ikke orker nogen ting, men alligevel prøver. Det mærker børnene med det samme, så det er vigtigt at de får en information om, hvad det er, som påvirker forældrene. ”Jeg ved godt at nogle gange, så skælder jeg bare ud, og bagefter så opdager jeg, at det slet ikke handler om dig. Jeg er bare helt udkørt nogle gange – jeg har ikke så meget overskud og så sker det altså bare. Har du det også sådan nogle gange – hvordan er det for dig ?” At dele den slags tanker synes jeg er flot. Det skal naturligvis gøres lidt ad gangen, man skal jo ikke holde foredrag for sine børn eller signalere, at verden er ved at gå under, men skabe en dialog, en samtale. Det er noget med at turde fortælle sine børn, at dette her synes jeg ikke er så nemt. Børn tager ikke skade af at høre, hvordan en situation opleves af forældrene, hvordan det er for dem i virkeligheden. Børn tager skade af fantasierne omkring ting, de ikke kan forstå eller ved.  At skulle gå og fortolke på at deres forældre virker bekymrede – uden at de ved, hvad der er grunden. Så jeg tror, at børnene har godt af både at forstå, at man som forældre engang imellem kan miste fodfæste og kan blive vred og ked af det – men som også er i stand til at sætte sig ned bagefter og give det forklaringer og sammenhæng.

Nogle børn oplever jo, at de næsten aldrig bliver delagtiggjort i de tanker og forestillinger, som forældrene har. Og mange af de børn stræber utroligt meget efter at finde en mening med det, som foregår. “Hvorfor bliver mor nogle gange så vred, og hvorfor er far så ked af det? Hvorfor reagerer forældrene, som de gør.? Børn forsker jo, og hvis de ikke får hjælp af forældrene til at forstå, hvad der ligger bag, så får børnene selv svært ved at håndtere sine følelser. De forstå ikke, hvad det er, der dukker op i deres eget indre følelses liv og tanker. Hvorfor kommer vreden, hvorfor føler man sig ked af det, hvorfra kommer det eventuelle kaos, man befinder sig i. Så børn er afhængige af voksne, for at kunne lære at håndtere sine følelser og derfor er det vigtigt, at de voksne også er ærlige overfor børnene omkring egne følelser. Hvis man ikke får den respons fra de voksne, så kan resutaltet blive børn, som går rundt i egen tankeverden og som kan  udvikle vrede/ aggression eller blive indadvendte, hvor de isolerer sig med egne tanker og grublerier. Det er vigtigt, at børn oplever, at voksne tør snakke med dem om deres egne reaktioner, så de lærer, at disse eksisterer og at man både kan rumme og takle dem. 

Hør hvad forældre fortæller om deres egne følelser og tanker her.