ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Pinligt

I nogle situationer kan det være pinligt at have en bror eller søster med handicap eller sygdom.

I klippet fra “Så himmelsk anderledes” er Rebeckas bror Jonathan med til en fløjtekoncert.

Andre børn synes også deres bror eller søster kan være pinlige en gang imellem:

Alice 12 år, søster til Per 10 år med ODD:

Vi går i samme skole nu, men vi ses ikke så tit, fordi vi har forskellige frikvarterer. Men nogle gange kommer nogen hen og siger, at Per har været i slagsmål. Det er hårdt. Jeg kan jo ikke gøre for det. En gang i gymnastiksalen, da vi var mange tilstede, begyndte han at kaste strømper op i luften og opføre sig mærkeligt. Alle kiggede på ham og én sagde: ”Se hvad din bror laver”. Jeg blev rigtigt ked af det og begyndte at græde. Det var så pinligt. Så ringede læreren hjem og spurgte, om hun måtte fortælle til klassen, at han havde en diagnose, for at kunne forklare når der skete dumme ting. Men jeg ved ikke, hvad mor svarede. Det værste, der er sket i skolen, er nok at han har slået en tand ud på nogen. Jeg skifter skole næste år. Det bliver skønt!

Hampus 10 år, bror til Oskar 13 år med Tourettes syndrom og ADHD:

Mine kammerater mærker nok ikke noget. Hvis Oscar begynder at få tics, så plejer jeg f.eks. at sige: Se hvad jeg fandt! Jeg prøver at få dem til at tænkte på noget andet.

Erik 13 år, bror til Anton 9 år med Asperger:

Han har meget svært ved at forstå humor!  Nogle gange griner han af noget, som ingen andre synes er sjovt og det kan godt være lidt pinligt. Men mor siger, jeg ikke skal skamme mig, det er jo ham, der gør det og ikke mig. Det er svært at tænke sådan.

Eleonora 19 år, søster til Anders 16 år med Autisme:

Engang da jeg var omkring 12 år gammel, skulle han og jeg købe slik. Han fik et anfald i butikken. Så var jeg tvunget til at skubbe ham over i et hjørne og holde om ham, til han blev mere rolig. Alle i butikken kiggede og spekulerede på, hvad jeg lavede. Det var meget hårdt. Det er ret normalt, at folk kigger og ikke forstår, at han er handicappet. Man må lægge øre til en masse forskellige kommentarer!