ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Unge problemløsere

Søskende til børn med handicap eller sygdom bliver ofte til unge problemløsere. De tilpasser sig og hjælper deres forældre, bror eller søster så godt de kan.

I filmklippet tænker Rebecka over, hvordan det mon er at have en hjerneskade som hendes bror Jonathan.

Her fortæller andre børn, hvordan de håndterer deres søskendes handicap eller sygdom:

Hampus 10 år, bror til  Oskar 13 år med Tourettes syndrom og ADHD:

Han larmer og råber og skriger. Om morgenen er det værst, for der bliver han nødt til at få udløb for ”ticsene”.  Han må ikke se mig om morgenen, for så bliver det værre. Far vækker mig og så får jeg morgenmad på sengen. Oskar spiser i køkkenet. Vi går ikke i skole på samme tid. Han går først og så går jeg med mine kammerater.

Erik 13 år, bror til Anton 9 år med Aspergers syndrom:

Når Anton får sine raseriudbrud, plejer jeg at holde ham fast og holde om ham. Så hvisker jeg til ham og så lytter han, men ikke altid. Nogle gange hjælper det bare at hviske, for så bliver han nysgerrig. Men når han er helt håbløs, så råber jeg bare skrid!‘ 

Malin 15 år, søster til Kristina 13 år med ADHD:

Hun har haft meget svært ved at falde i søvn. Der har altid skulle sidde nogen ved siden af hende og holde hende i hånden. Jeg husker, hvordan jeg er vågnet mange gange midt om natten, af at mor og far har skændtes, fordi Kristina ikke kunne sove. I det år, hvor det var værst, var det meget meget hårdt. Nogle gange lå jeg ved siden af hende, for at mor og far kunne holde det ud. Det kunne tage timer, og når jeg troede, hun var faldet i søvn og rørte lidt på mig, slog hun øjnene op, var lysvågen og dødsens bange for, at jeg ville gå.

Eleonora 19 år, søster til Anders 16 år og David 22 år med Autisme:

Jeg plejede at tage Anders med ud og gå tur i weekenderne, fordi mor og far var rigtigt trætte og skændtes meget. Jeg var bange for, at de skulle skilles. Det gjorde jeg hver weekend i et års tid, inden vi fik hjælp. Da hjælperen kom, var det første gang mor og far kunne sidde og se TV sammen. Jeg forstod ikke, hvor hårdt vi havde haft det, før hjælperen kom. Jeg var så vant til det.