ForsideSøskende fortællerForældre fortællerErfaringer fra fagfolkHjælp og støtte

Vrede

Mange børn bliver vrede på deres søskende og på deres søskendes handicap eller sygdom.

I klippet fra “Så himmelsk anderledes” forsøger Rebecka at få sin bror Jonathan til at gå og bliver vred over at det ikke lykkes.

Rebecka er ikke alene om at blive vred på sin bror engang imellem.

Carl og Linus 10 og 8 år, brødre til Isabell 13 år med Asperger:

Carl: Nogle gange er hun sød, men det er hårdt, når hun bliver sur.

Linus: Hun er dronningen og mor og far er hendes slaver, og det er vi også. Jeg bliver sur, fordi hun afbryder mig, når jeg fortæller mor og far noget, og så niver hun mig. Vi bliver hele tiden nødt til at gi´ os! Jeg går ind på mit værelse, når jeg er sur.

Carl: Når man gi´r sig, vinder man, for så er man jo klogere.

Linus: Jeg kunne godt tænke mig at trylle hende væk.

Carl: Jeg kunne godt tænkte mig at trylle hende om til et normalt menneske. Man skulle have en medicin, som fik det svære til at forsvinde.

Alice 12 år, søster til Per 10 år med ODD:

Jeg bliver sur på den stille måde. Går ind på mit værelse og lukker døren. Men nogle gange slår jeg igen! Jeg kunne godt tænke mig at have min egen nøgle, som kun passede til mit værelse. Det ville være rigtig dejligt. Men nogle gange er det gode ved Per, at han tør at sige fra, når far bliver sur.  Når han gør det, synes jeg, han er modig.

Alice 12 år, søster til Per 10 år med ODD:

Det værste er, at han slås. Nogle gange laver jeg grin med det, når han er ved at blive sur, men går det over en vis grænse, eksploderer han. Så kan han finde på at slå mig i ansigtet eller rive mig i håret. Jeg har langt hår og det gør meget ondt! Så tænker jeg på, at jeg burde klippe alt mit hår af. Hvis jeg falder, slår han mig i ryggen, og sparker. Det gør mest ondt! Nogle gange er jeg bange for ham, men mor og far sørger for, at vi ikke er alene hjemme. Men hvad gør vi, når de ikke orker at holde ham længere? Han er så stærk. Og hvis Per har det dårligt, gemmer vi knive og sakse og sådan noget, som kan være farligt, væk.

Anna 17 år, søster til  Johan 21år med ADD:

Det her har været undervejs i lang tid og mit forhold til Johan er bare…. Irritation! Jeg kan næsten ikke være sød ved ham længere. Så snart jeg ser ham, bliver jeg sur! Jeg bliver nødt til at være der for ham, selvom han ikke gør noget for mig. Det er meget hårdt, for han skal jo være min storebror, og så kan han ikke finde ud af simple ting som at komme til tiden. Min irritation sidder i ryggen. Det er næsten som kuldegysninger, der kommer krybende. Nogle gange har jeg ønsket, at han slet ikke fandtes. Egentlig er det ikke Johan, jeg er sur på. Det er hans problem. Jeg ville ønske, han kunne slippe for det. Ikke at han var død, men at han kunne være som en normal bror. Det ville være rigtig godt.